Om Petit Mervé

Petit Mervé er et dansk børnetøjsmærke etableret i 2023 – skabt til babyer og småbørn fra nyfødt til 7 år. Brandet er grundlagt og designet af Susanne Erbs, mor til tvillingepiger og bosat i Region Hovedstaden.

Navnet Petit Mervé (petite merveille) betyder “lille vidunder” på fransk og udspringer af en eksamensopgave i 2021, hvor både underviser og censor opfordrede Susanne til at føre idéen ud i livet. Det blev begyndelsen på en drøm.

I to år blev der researchet, planlagt og finjusteret – og i 2023 blev visionen til virkelighed i form af et lille, magisk børneunivers.

Hos Petit Mervé er hvert design skabt med kærlighed, omtanke og øje for det unikke. Brandet bygger på ønsket om at tilbyde børnetøj i høj kvalitet med poetiske detaljer og personligt udtryk.

  • Fra tanke til handling

    Idéen til Petit Mervé opstod, da vores tvillingepiger voksede ud af babytøjet. Det blev svært at finde smukt og funktionelt børnetøj med motiver, der passede til vores hverdag – uden at gå på kompromis med kvaliteten. Derfor begyndte jeg at designe mine egne motiver og trykke dem på tekstil i lille skala.

    Jeg delte mit første motiv på sociale medier, og interessen voksede hurtigt. Det blev startskuddet til det, der i dag er Petit Mervé – et univers skabt med kærlighed til børn, æstetik og fantasi.

    Vores filosofi

    Petit Mervé er et dansk brand med rødder i skandinavisk enkelhed og et legende, fantasifuldt udtryk. Vores tøj er skabt med omtanke – både for barnet, forældrene og for den verden, vi giver videre.

    Vi tror på, at kvalitet, funktion og bæredygtighed skal gå hånd i hånd. Derfor bruger vi kun OEKO-TEX®-certificerede materialer og arbejder ud fra en ansvarlig tilgang til produktion og forbrug. Vi ønsker at tilbyde produkter, der holder længe – og som føles lige så gode, som de ser ud.

    Hvad kendetegner Petit Mervé?

    Hos Petit Mervé er hvert motiv designet med udgangspunkt i børns nysgerrighed, fantasi og eventyrlyst – kombineret med rolige, skandinaviske farver, som også taler til forældrenes æstetiske sans.

    Bag hvert design gemmer sig en historie. Vores univers er magisk, drømmende og detaljerigt – skabt til at vække glæde og inspirere både børn og voksne.

    Min inspiration

    Mine børn er min største inspirationskilde. De lever i en verden fuld af fantasi, fortællinger og farver – og det gør jeg også, når jeg designer.

    Jeg er vokset op i en japansk have, fyldt med blomster, sommerfugle og summende bier. Naturens ro og poesi har altid betydet meget for mig, og den påvirker stadig mine farvevalg og sammensætninger i hvert eneste motiv. Jeg gik ofte på opdagelse i haven sammen med min far, som lærte mig at iagttage og respektere naturen. Min mor, som er grafisk designer, lærte mig at forme og udtrykke det, jeg ser.

    Petit Mervé er vokset ud af den arv – en kombination af naturens ro, barndommens leg og en kunstnerisk tilgang til det at klæde børn på med kærlighed.